Det er torsdag middag. Har influenza. Eller måske bare influenza symptomer. Har ligget i sengen i to dage og er øm i ledene, er træt, sveder og snottet har sat sig ubehjælpeligt fast i mit kranium. Indeklimaet på værelset er så dårligt, at jeg er nødt til at bevæge mig uden for. En Hus Forbi-sælger træder til side, da jeg stavrer hen ad fortovet. Jeg ligner Johnny Madsen - altså, hvis han havde ligget død i to uger i vandkanten på Fanø. Den husvilde magasin distributør kigger efter mig, så ned af sig selv, flytter blikket over på mig, så ned af sig selv, og over på mig igen. Han griner, tænder en smøg, og nynner en lille melodi i nyfunden begejstring over tilværelsen, der åbenbart kan være mere frygtelig, end han regnede med.
Hvordan ved jeg ikke, men i mit feber-delirium er jeg pludselig tilbage på værelset. Nok frisk luft for i dag. Er forresten lige flyttet ind. Ingen lamper endnu - kun lyset fra min computerskærm. Jeg kigger hen mod lyset, og tænker tilbage på den der feberdrøm jeg havde. Drømte at jeg sagt ja til at tage med en komplet fremmed person ud i skoven om natten og køre mountainbike i mørket på kanten af en stejl skrænt ned til en sø. Hrmmm.... hvad står der på skærmen? "Er der nogen der er fresh på noget niteride på Det Blå eller langs Furesøen i nærmeste fremtid?" Computeren har kastet anker på blog for folk med en anakronistisk hang til cykler med ét gear. Anders, der stillede spørgsmålet på bloggen, har fået et svar. Første sætning lyder: "Jeg er frisk." Han hedder Olle, ham der har svaret. Det hedder jeg også. Det er nærmest ironisk, når man tænker over det. Jeg sidder der i mit "Død Johnny Madsen" kostume og "frisk" er nok ikke ordet man ville skrive på min varedeklaration. Sjovt at en med samme navn som mig, har sagt ja til at køre mountainbike om natten med en ukendt blogger. Det minder jo en del om min drøm... man skulle næsten tro... fuck!
OPTIMISME: Jeg overlevde sygdom, fortrød kun 16 gange og forspiste mig inden jeg skulle mødes med Anders her i mandags. Men optimismen er ikke til at tage fejl af - jeg er sgu frisk! (Anders til venstre, jeg til højre)
DYRENE: Anders havde inden sagt, at man ville se mange dyr, og vi har da heller ikke kørt mange meter før en stor ugle uden det mindste støj glider forbi os, som var den sat på lydløs. Dyrelyde var der masser af, men ud over dyret på billedet ovenfor, så så vi faktisk ikke flere. Anders sagde noget om, at der der havde været gilde i går hos den gamle ørn, og at det måske var derfor der var lidt stille i dag.
ANDERLEDES: Har kørt i seks år nu og selvom det ikke er alverden, så sidder jeg i perioder lidt fast i mit mountainbike-mønster. På grund af arbejde, anden travlhed og et par andre interesser tager jeg mig ikke så tit tid til at udfordre mig selv. Så det var med bevidstheden om at gamle ægteskaber kan peppes op eller ruineres med et besøg i en svingerklub, at jeg drog ud i mørket. Men mit ægteskab med cyklen er reddet... fuck yeahhh!
ERFARINGER: Nåh men hvad overraskede mig så? Flere ting, men særligt én ting. I starten fik jeg nogle gange sådan nogle øjeblikke, hvor jeg ikke rigtig kunne fornemme mit balancepunkt, når det gik hurtigt og sporet slyngede sig. Man kører med en form for tunnelsyn, har ingen følelse for horisont og kan kun forholde sig til de aller nærmeste objekter omkring en (Jeg ved det - det lyder lidt som en bytur). Men min fornemmelse er at det handler om at stole mere på det indre vatterpas end øjet, som rent fantisk er langsommere og mere upålideligt i mørket.
'
TAK: Jeps - jeg vil sige tak til Anders for invitationen, kaffe og lån af lygte. Jeg håber at andre hopper med på vognen - både singlespeed- og niteridekareten (ikke nødvendigvis kombineret). Det har været en udsøgt fornøjelse at være afsted som en anden Bubber under B.S.'s vinger.
FOTO: ANDERS G
tirsdag den 26. august 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Fantastisk beretning. Også godt at være lidt flere afsted, så er der lidt action at tage billeder af.
Ja, tak for en hyggeligt tur. Beklager det med dyrene, "gilde hos den gamle ørn" hehe :-)
Vældigt godt skrevet, det er jo ren Gonzo journalistik. ;-)
Tak, tak. Glæder mig også allerede til næste gang. Håber virkelig også på at der er lidt flere der vil med...
Send en kommentar