lørdag den 3. maj 2008

Nyt, gammelt og blåt


Så blev jeg færdig med den blå racer jeg skrev om her.

Jeg kunne ikke få boksen ud, så jeg var en tur inde om Track bike shop i Ryesgade for at få professionel hjælp. De klarede arbejdet på stedet, supergodt. De fik også den ene pedal af, som tilsyneladende var monteret uden fedt af en bumset lærling i Nærum Cykler engang i startfirserne. Jeg bukkede to fastnøgler inden jeg gav op. Jeg fik mig også en ny boks, nogle klingebolte og en 46t track klinge.

Sjovt nok var det i en kælder i selvsamme Ryesgade jeg for 20 år siden samlede min første racer, sammen med en ven som var bidt af cykler. Det smittede sørme. Jeg købte en sort stålramme i Da Vinci, som dengang var en meget mindre butik og stykkede den sammen af gamle lirede dele han ikke skulle bruge mere. Den kørte jeg Sjælsø rundt på i 1988. 120km og en fed oplevelse. Senere blev den nedgraderet til byracer og blev stjålet i Blågårdsgade, selvom jeg havde tabt den ene pedal. Jeg regner med at det var en et-benet sørøver der nolede den.

Nåmen, cyklen kører fantastisk. Efter alle disse år på mtb, er det fedt at køre noget med så tung gearing (46x16) og så lav rullemodstand. Man kunne sagtens blive forfalden til mere asfalt. Den har helt klart manglet i min stald.:-)

Tryk på billede for el grande opløsning.

3 kommentarer:

Peter sagde ...

Den er sgu fed.

Min discount cykel har fået fuld-længde skærme og fladt styr. Den har fået rollen som bycykel i skidt vejr.

squaier sagde ...

Jeg har en cykel der står med ca. samme udgangspunkt som denne.

Vil høre hvad du har brugt til at lave den "op"?
Har du skiftet baghjul eller bare ordnet/skiftet kassetten?

Kan den holde kæden stram?

Nå, tror jeg selv må en tur i Ryesgade ;)

Anders sagde ...

Jeg har fjernet alt overflødigt, skærme etc og kassetten har jeg ss'et. Dvs jeg har fjernet kassetten og sat et ss kit på. Mit er stykket sammen af brugte kassette spacers og en 16t cog, men du kan købe singlespeed conversion kits i feks Trackbikeshop.